og øjet kan frydes derved!
Mit øje ej skuer de blomster,
du lægger på kisten ned.
Giv mig et smil, mens jeg lever,
kom mod mig forstående mild!
Når først man har lagt mig i graven,
så trænger jeg ikke dertil.
Elsk mig, imedens jeg lever,
og hjertet om kærlighed be'r.
Har døden først lukket mit øje,
behøves det ikke mer'!
Græd ikke over min kiste,
de tårer ej bringer mig fred.
Du måtte langt hellere sparet
mig mangen en tåre, jeg græd.
Så stakket er livet hernede,
åh, hvorfor forstår vi dog ej
af sol og af smil at sprede
et væld på hverandres vej.
Ingeborg Næstvedt
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar